Langs kysterne her i området og i resten af Danmark, findes lidt af et lille hverdagsvidunder – ålegræs. Måske tænker man mest på ålegræs, som noget, der kilder på benene, når man bader. Men ålegræs har særligt tre fantastiske egenskaber, som gør, at vi alle burde elske ålegræs.
Ålegræs er hjemsted for nogle yderst fantastiske og specialiserede fiskearter. Især de smukke nålefisk, som tangnåle og næbsnoge, lever hele deres liv på ålegræsset, og deres tilpasninger dertil er meget slående. Man kan kende ålegræssets faste beboere på deres langstragte kroppe og deres rolige bevægelser, som får dem til at falde fuldstændig i et med stråene i ålegræsset.
Ålegræsset huser også mange af vores øvrige fiskearter, i de tidlige stadier af deres livscyklus. Ålegræsset er simpelthen en børnehave. Der findes mange gemmesteder blandt græsstråene, som beskytter fiskeynglen i de første kritiske perioder af deres liv.
Den sidste årsag til at elske ålegræs, er måske nok den vigtigste. Ålegræsset er nemlig lidt af en klimahelt. Ålegræsset er enormt effektivt til at fiksere kvælstof og næringsstoffer og ikke mindst CO2 og lagrer det i havbunden, hvor det ikke har en effekt på klimaet. Ålegræsset kan meget vel gå hen og have en meget aktiv og afgørende rolle i den danske klimaindsats, hvis altså vi formår at beskytte ålegræsset og hjælpe det på fode igen. Ålegræsset er desværre nemlig blevet kvalt mange steder langs kysten, som en konsekvens af for stor udvaskning af næringsstof og efterfølgende algeopblomsteringer, som kvæler havbunden.