Hjælp os med genstande til vores skoletjeneste

Vi går snart i gang med den store udvidelse støttet af Kerteminde Kommune og A. P. Møller Fonden. Blandt udvidelserne er centrets skoletjeneste, som får nye lokaler og bedre faciliteter til undervisning af børn og unge. Derfor søger vi nu borgernes hjælp til at finde spændende genstande, som kan bruges, når centrets biologer skal gøre eleverne klogere på havets natur.

Undervisning af børn og unge er en vigtig del af vores arbejde. Børnene er jo de kommende ambassadører for vores natur og et bedre havmiljø. Derfor gør vi os umage for at gøre undervisningen til en stor oplevelse for børnene.
Vi håber I vil donere en masse forskellige genstande til os. Det kan være udstoppede eller tørrede dyr, gamle fiskeredskaber, knogler, forsteninger eller mindre drivtømmer. Vi håber på at få en masse spændende gamle ting frem fra gemmerne derhjemme eller spændende fund fra stranden. Alt har interesse – bare det er noget fra havet og stranden. Er man i tvivl om fundet har interesse, er man velkommen til at sende os et billede.

Genstande kan afleveres direkte eller sendes til Fjord&Bælt, Margrethes Plads 1, 5300 Kerteminde. Man kan sende billeder til post@fjordbaelt.dk.

Vi vil også meget gerne vide hvor din genstand kommer fra og hvornår den er fundet – hvis det altså er muligt.