Marsvinet Freja fylder 30 år – og det er nærmest et biologisk mirakel

Den 7. april fyldte verdens ældste marsvin 30 år. Hun blev fejret med kage, sang og ekstra træning.

I naturen bliver marsvin sjældent mere end 5-7 år, og kun 5% bliver over 10 år gamle. Så at marsvinet Freja på Fjord&Bælt nu fylder 30 år, er helt utroligt – faktisk så vildt, at hun er optaget i Guinness World Records som verdens ældste marsvin!

 

Freja har gennem årene været med til at skabe en dybere forståelse af marsvins adfærd, sanser og fysiologi. Hendes bidrag til forskningen har givet os vigtig viden om, hvordan marsvin orienterer sig med lyd, hvordan de reagerer på forandringer i deres miljø.

 

Men Freja er ikke kun en forskningspioner – hun har også givet tusindvis af besøgende en enestående mulighed for at opleve Danmarks nationalhval helt tæt på. Hun har gjort os klogere på livet i havet og skabt en forbindelse mellem mennesker og marsvin, som vi aldrig glemmer.

 

Den 5.-6. april blev hun fejret med kage, træninger og et særligt oplæg om hendes forskning og fascinerende liv.

 

Freja minder os om, hvor meget vi stadig har at lære om havets dyr – og hvorfor det er vigtigt at blive ved med at forske i og beskytte dem.