Ny direktør på Fjord&Bælt og Naturama

Heiko Buch-Illing tiltræder den 1. oktober som direktør for de to fynske attraktioner det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg og forsknings-og formidlingscentret Fjord&Bælt i Kerteminde.

Heiko Buch-Illing er uddannet biolog og kommer fra en stilling som direktør for Outdoor Institute i Silkeborg, hvor han har arbejdet med udvikling og implementering af initiativer, der tager afsæt i brugen af naturen som ressource for borgernes velfærd og Outdoor Hovedstadens vækst. Heiko har arbejdet tæt sammen med Silkeborg Kommune, erhvervslivet, universiteter og interesseorganisationer.

 

Den 1. oktober starter han som direktør på de to store fynske attraktioner Naturama og Fjord&Bælt.

 

”Jeg glæder mig utrolig meget til at have min daglige gang på Naturama og Fjord&Bælt. Det føles som ”at komme hjem” til en verden, der er velkendt, og som tager afsæt i naturvidenskaben og den naturfaglige dannelse af vores samfund.”

 

Formidling af naturvidenskabelige fag har været et omdrejningspunkt for hans karriere, både som realskole- og efterskolelærer, som formidler på Kattegatcentret og i Givskud Zoo, som undervisningschef i Universe og som forankringschef i Astra, det Nationale Naturfagscenter.

 

Dekan og bestyrelsesformand for Fjord&Bælt og Naturama, Marianne Holmer, siger:

”Vi er utrolig stolte af at kunne præsentere Heiko Buch-Illing som den nye direktør til Fjord&Bælt og Naturama. Han har en spændende profil både ift. faglighed og lederegenskaber, og vi glæder os til, at han skal lede de to attraktioner.”

 

Den afgående direktør Michael Andersen får også ros med på vejen af Marianne Holmer:

 

”Der skal lyde en stor tak til Michael, som har gjort et fantastisk stykke arbejde ved at styrke begge institutioner både indadtil og udadtil, som giver de bedste rammer til den nye direktør og fremtiden.”

 

Den nuværende og nye direktør kommer til at have en periode med overlap for at sikre en god overdragelse.

 

Michael Andersen udtaler:

 

”Det har været en udsøgt fornøjelse at have fået lov til at kunne sætte mit præg på Naturama og Fjord&Bælt i mit år som interim-direktør. At give naturen en stemme er en af de vigtigste dagsordener at tale ind i, i denne tid, og begge institutioner har aldrig haft en vigtigere rolle end i dag.”

 

Heiko Buch-Illing er gift, har to børn og bor i Middelfart.

 

Det naturhistoriske museum Naturama og forsknings-og formidlingscentret Fjord&Bælt har siden 2013 haft fælles bestyrelse og fælles ledelse.