Strandet pukkelhval skal udstilles på Fjord&Bælt

Miljøminister Magnus Heunicke og Fjord&Bælts direktør skal se den 8,5 meter store hval sammen d. 7. april inden bjærgningen

Fjord&Bælt skal udstille pukkelhvalen, som er strandet på Følle strand ved Kalø Vig nord for Aarhus den 2. april, og som siden har tiltrukket både nysgerrige strandgæster og stor mediebevågenhed.

 

På mandag den 7. april vil Magnus Heunicke, Miljø- og Ligestillingsminister, og
direktør for Fjord&Bælt, Heiko Buch-Illing, mødes på Følle Strand og inspicere hvalen
sammen.

 

Selve bjærgningen kommer til at ske fredag d. 11. april i samarbejde med en række
aktører.

 

Fjord&Bælt er et akvarie samt forskning- og formidlingscenter, som bl.a. har fokus på og viden om hvaler, og hvor man som gæst, som et af de få steder i verden, kan
opleve marsvin helt tæt på.

 

Med den nye pukkelhval, styrkes formidlingen af det danske havmiljø og de
fascinerende pattedyr der har tilpasset sig livet i det.

 

”Vi er rigtig glæde for at få mulighed for at udstille og formidle om den strandede pukkelhval. Pukkelhvalen passer perfekt ind i vores samlede fortælling om danske havpattedyr og deres fantastiske liv og tilpasning til de marine miljøer, samt den forskning vi samarbejder med SDU’s marine forskningsstation om. Pukkelhvalen vil være et vigtigt element i vores arbejde med at understøtte naturdannelsen hos vores gæster fra nær og fjern”, siger administrerende direktør og havbiolog for Fjord&Bælt Heiko Buch-Illing.

 

Hvalens sidste rejse

Hvalen er 8,5 meter og strandede tidligere på ugen ved Kalø Vig nord for Aarhus. Ifølge eksperter er der sandsynligvis tale om en ung kalv på halvandet år, der har været på vej mod nordlige farvande.

 

Det bliver en større opgave at gøre hvalens skelet klar til udstillingen på Fjord&Bælt. Det er et samarbejde mellem “Havpattedyrberedskabet”, Statens Naturhistoriske Museum, Miljøstyrelsen og Fjord&Bælt.

 

Pukkelhvalen skal bjerges på fredag i næste uge under vejledning af blandt andet en dyrlæge fra Københavns Universitet, og det transporteres derefter til Statens Naturhistoriske Museum, som står for obduktionen og konservering.

 


Bliver en del af en ny bygning

Pukkelhvalen kommer til at være klar til udstilling i 2026. Det passer med et nyt byggeri, som Fjord&Bælt er i gang med netop nu: en 800 kvm. ny tilbygning, som skal inkludere en odderhave, hvor man kan komme tæt på et andet fascinerende pattedyr, som har tilpasset sig livet på land og i vand: Den europæiske odder.

Byggeriet kan realiseres pga. en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en bevilling fra Kerteminde kommune.

 

”Pukkelhvalen vil få en fremtrædende placering i vores nye bygning,” siger direktør Heiko Buch-Illing.

 

Læs pressemeddelelsen fra Miljøstyrelsen fra d. 4. april her.