Interessante facts

  • Der er kraftig forskel mellem hanner og hunner (seksuel dimorfisme), hvor hannerne kan have kraftige blågrønne hoveder med stærke lyse markeringer. Hunnerne er derimod brune med marmorerede mønstre.

 

  • Under parringen findes der sniger hanner der ligner hunnerne og som på denne måde kan snige til at befrugte hunnens æg når de dominerende farvestrålende hanner kigger den anden vej.

 

  • Hunner kan skifte køn. Hvis der ikke er nogen dominerende han i territoriet vil den største hun blive til den han.

 

  • Savgylter producere mange forskellige lyde. Klik og pops til at jage andre savgylter væk. Grynt til at tiltrække individer af det andet køn. Dybe gryntelyde fra hannen lige når hunnen lægger æg i hans rede, måske for at fortælle og han er klar til at befrugte hunnens æg. Men de ser også ud til at snakke til og med hinanden. Her laver de gryntelyde når de svømmer sammen.

Kendetegn
Savggyltens krop er høj og ovalformet. Munden er lille og læberne er store. Tænderne er forholdsvis små og runde, men ofte slidt spidse. Den kan blive op til 30 cm lang.

 

Savgylten har en sort plet på haleroden og en sort plet bag øjet, men begge pletter kan være meget utydelige. Savgylten er farvestrålende med et metallisk skær. Hvert skæl har en lille brun plet i midten og farverne danner ofte et flot mønster.

 

Levested

Savgylten lever på lavt vand ved tangskove, klipper og stenrev ud til ca. 30 meters dybde. Den er almindelig ved de danske havne, ved molerne der fungerer som kunstige rev. Mindre eksemplarer kan også findes ved havgræsenge. Sidst på efteråret forsvinder savgylterne fra kysterne ved Danmark og trækker ud på dybere vand, hvor vandet er varmere.

 

Føde

Savgylten spiser gerne bløddyr f.eks. blåmuslinger, krebsdyr som tanglopper og tanglus og så er de rigtig glade for børsteorme. De små savgylter fungerer også som pudsefisk som spiser parasitter fra andre dyr. De bliver derfor også brugt som sygedomsbekæmpelse i fiskeopdræt, hvor de hjælper laksefisk af med parasitter.

 

Adfærd

Savgylten er en udpræget dagsaktiv fisk og om natten gemmer fiskene sig mellem tang og sten. Det er en ret nysgerrig fisk der nemt kan ses og iagttages under f.eks. snorkling. Fiskene ses enten enkeltvis, parvis eller i mindre flokke af forskellige størrelses fisk, men de danner ikke decideret stimer.

 

I Danmark yngler savgylten primært i juni og juli. I denne tid danner dominerende hanner territorier, hvor de laver reder af plantedele mellem hulheder i sten. Hannerne laver en kompleks parringsdans for at lokke hunner til at lægge æg i reden. Herefter er det hannen der beskytter æggene til de klækker 1-2 uger senere. Larverne lever den første tid oppe i vandsøjlen for derefter at søge ind til tangbæltet og leve sammen med de voksne individer.