Interessante facts

• Ålekvabben er en ovovivipar fisk, der befrugter og føder levende unger. Hunnen bærer æggene internt, indtil de er klar til at blive født. Dette adskiller dem fra de fleste andre fisk, der lægger æg.

 

• Ålekvabben har en beskyttende slim, der dækker deres krop og hjælper med at bevare fugtigheden. Slimen fungerer også som en beskyttelsesmekanisme mod rovdyr.

 

• Ålekvabben indeholder antifryseproteiner, der forhindrer dem i at fryse til is, hvis vandtemperaturen falder under frysepunktet.

Kendetegn

Ålekvabben varierer meget i farven afhængig af dens levested. Ryggen og de øvre sider kan være gråbrune, gulbrune eller grønbrune, mens bugen typisk har en gullig eller hvidlig farve. Ålekvabben er kendetegnet ved sine spraglede mønstre, der består af mørkere og lysere områder på kroppen. Den har ofte 10-20 brede tværstriber på kroppen og tilsvarende antal pletter i rygfinnen.

 

Skelettet af ålekvabben kan være grønt eller blågrønt, især efter tilberedning. Denne farve skyldes tilstedeværelsen af stoffet biliverdin, som er et biprodukt fra nedbrydningen af hæmoglobin. Farven findes både i knoglerne og i det bindevæv, der omgiver dem.

 

Ålekvabben bliver maksimalt 50 cm lang.

 

Levested

Ålekvabben er en bundfisk, der hovedsageligt lever på lavt vand, fra kystnære områder og til ca. 40 meters dybde. De danner lokale bestande og er talrige i fjorde, beskyttede kyster og havne. Om vinteren findes de oftere på sand- og mudderbunde. Ålekvabber er ikke svømmende i store flokke, men kan forekomme i tætte koncentrationer.

 

Ålekvabben er tilpasningsdygtig med hensyn til saltholdighed og kan overleve i områder med store variationer. De findes i svagt brakvand med under 5 ‰ salt i indre del af Østersøen og i områder med ca. 35 ‰ salt i den nordlige og vestlige del af deres udbredelsesområde.

 

Da ålekvabben er en koldvandsfisk, yngler den om vinteren. Hunnerne opsøger lavt vand, mens mange andre fiskearter søger dybere og varmere vand i denne periode. Dette beskytter de nyfødte unger mod rovdyr. Undersøgelser har vist, at ålekvabber, især om vinteren, indeholder antifryseproteiner, der forhindrer dem i at fryse til is, hvis vandtemperaturen falder under frysepunktet.

 

Føde

Ålekvabber ernærer sig primært ved at spise små hvirvelløse dyr såsom orme, krebsdyr, snegle og muslinger. De inkluderer også fiskeæg og -yngel i deres kost. Blandt krebsdyrene er rejer, tanglus og pungrejer nogle af de vigtigste fødekilder. Når det kommer til fisk, spiser ålekvabber små kutlinger og små fladfisk. De nyfødte unger spiser vandlopper, små børsteorme og snegleyngel.

 

Adfærd

Ålekvabber er ungefødende fisk. Æggene klækker inde i hunnen efter 2-3 uger. I de første 6 uger af larveudviklingen ernærer ungerne sig fra indholdet af blommesækken. Derefter får de nødvendig næring, vitaminer, mineraler og ilt fra strukturer kaldet dievorter, som er placeret på væggen af hunnens reproduktive organer.

 

Ålekvabben får mellem 25 og 200 unger. Ved fødslen måler ungerne mellem 35-57 mm. De ligner miniatureudgaver af de voksne og har samme levevis.