Aktivitet
Hver dag i påskeferien (12.-21. april) kl. 14.00
Har du nogensinde undret dig over, hvordan en blæksprutte egentlig ser ud indeni? Eller hvad en torsk har spist, før den blev fanget? På Fjord&Bælt kan du komme helt tæt på, når vi dissekerer havdyr og udforsker deres fascinerende indre verden.
Brug alle sanserne – se, mærk og lugt
Dissektion er en oplevelse, der vækker nysgerrighed. Det kan måske virke grænseoverskridende at skære en blæksprutte op – men det er også en sjælden mulighed for at se, røre og endda lugte til noget, man normalt aldrig kommer tæt på. Vidste du f.eks., at blæksprutter har et næb og en kappe? Eller at fisk har tarme, en svømmeblære og et hjerte – ligesom os mennesker?
Dyk ned i havdyrenes hemmeligheder
Når vi dissekerer, opdager vi forskelle og ligheder mellem havdyr og mennesker. Hvordan trækker en fisk vejret under vand? Hvorfor har nogle fisk en svømmeblære, mens andre ikke har? Og hvad sker der egentlig i mavesækken på en torsk? Måske finder vi en krabbe – eller et stykke plastik, som desværre er blevet en del af havets fødekæde.
En oplevelse du sent vil glemme
Hos Fjord&Bælt gør vi naturvidenskab levende. Vores naturguider sikrer en lærerig, interaktiv og sansemættet oplevelse for både børn og voksne. Uanset om du er til spændende fun facts, vil mærke en blækspruttes konsistens eller bare er nysgerrig på, hvordan et hjerte ser ud – så er en dissektion en oplevelse, der får dig til at se havet med helt nye øjne.
Klar til at opleve det selv? Besøg os og deltag i en dissektion – hvis du tør!